|
Sproghistorie og identitet
lingvistiske glans- og trusselsbilleder
av George Hinge
Indledning
Det, jeg i dette essay søger at belyse, er, hvorledes måden at betragte sproget (læs: la langue) og især dets udvikling på radikalt lod sig ændre i 1870’erne, et fænomen, der normalt knyttes sammen med begrebet eller øgenavnet junggrammatiker.
Det, der optog attenhundredtallets sproggranskere, var mestendels differentieringen av de indoeuropæiske sprog, altså et emne av diakronisk art, som Saussure siden ville kalde det. Da de indoeuropæiske sprog jo dækker så spredte sprog som latin, græsk, russisk, engelsk, tysk, dansk og det for attenhundredtallet nye og eksotiske klassiske indiske sprog, sanskrit, ja så var det naturligt, at det netop var denne gruppe sprog, der måtte gribe den spirende sprogvidenskab med den største ildhu.
Den klassiske model for de indoeuropæiske sprogs udbredelse – og den model, der nyder størst støtte i forskningslitteraturen – indbefatter en udbredelse av en folkegruppe fra et mindre urhjem et sted i Østeuropa. Denne udbredelse tilskrives en eller anden form for overlegenhed enten i teknologisk eller militær henseende.
Det er imidlertid samtidig en model, der til stadighed angribes for at være i bedste fald førvidenskabelig og i værste fald ideologisk suspekt. For øjnene udspiller der sig et drabeligt tableau med stridsøksesvingende ariere, der på deres hestetrukne stridsvogne bestormer lerklinede landsbyer beboet av svage og kvindagtige ikke-indoeuropæiske bønder, nedsætter sig som en herrerace og påtvinger undersåtterne deres formrige sprog.
Denne og lignende invasionsmodeller har været kritiseret av efterkrigstidens Nye eller Processuelle Arkæologi, der ønsker at lægge vægt på mere fredelige udbredelsesformer for kultur og sprog og derfor fremhæver den materielle kontinuitet i det arkæologiske materiale. Landbruget, de nye keramikformer, hesten og vognen, bronzen og siden jernet, ja, også sproget kan være kommet til os ved almindelig folk-til-folk-kontakt gennem århundrederne.
Der noget tillokkende ved at vælge freden frem for krigen. Hvem vil da også forsvare et udtjent og måske endda farligt paradigme? Som det forhåbentlig vil blive klart i løbet av dette foredrag, er det imidlertid ikke så enkelt endda. Den samme model kan tjene som argument for vidt forskellige ideologier, og det, der ved første øjekast synes tilforladeligt, kan bygge på implikationer, der måske ikke alle er lige behagelige. Læren vil ikke være, at vi skal overvinde ideologierne og finde et neutralt paradigme, for det findes ikke. Men det kan ikke være nogen skade til at gøre sig sine præmisser bevidst Arier: Fra sprog til race
Ordet ”arier” kan man nærmest ikke bruge længere i den videnskabelige diskurs; ordet er blevet brændemærket av sin centrale placering i den nazistiske raceteori. Blandt indoeuropæister er ordet nu heller aldrig rigtig slået an som betegnelse for det indoeuropæiske ursprog og urfolk. Ordet bliver højst brugt i den egentlige, snævre betydning, nemlig som betegnelse for de indoeuropæisktalende indere og iranere, der traditionelt brugte navnet arya for sig selv.
Uden for sprogfolkenes rækker fik ordet ”arier” en vis udbredelse i det 19. århundrede. I første omgang skyldtes det sanskritdyrkelsen. Et av indoeuropæistikkens grundlæggende værker, av Friedrich Schlegel (1772-1829), bar således den sigende titel Über die Sprache und Weisheit der Indier (1808). Man opfattede en tid lang sanskrit som de indoeuropæiske sprogs direkte formoder, et synspunkt, der dog ikke kunne holde stand over for den indoeuropæiske sprogvidenskabens stadig skarpere metodik, der fandt sit højdepunkt hos junggrammatikerne i århundredets slutning.
Men idealiseringen av sanskrit og av den oldindiske religion og filosofi levede og lever videre i bedste velgående i de spiritualistiske bevægelser. Teosofiens grundlægger Mme Blavatsky (1831-1891) udnævnte således ”arierne” til verdens femte rodrace, der var opstået på Atlantis. Rudolf Steiner (1861-1925) beholder ariernavnet i sin derav avledte antroposofi, men bruger hellere ordet ”kulturepoke” end ”race”. Østrigerne Guido von List (1848-1919) og Jörg Lanz von Liebensfeld (1874-1954) konstruerede derimod en ariosofi, der kombinerede denne østligt inspirerede spiritualisme med særligt germanske okkulte traditioner, herunder brugen av runer. Tilhængere av ariosofien dannede i 1917 det antisemitiske Thule-Gesellschaft, der valgte svastikaet som sit emblem og i 1919 grundlagde die Deutsche Arbeitpartei, forløberen for nazistpartiet.[1]
Der var imidlertid også en anden og, når det kom til stykket, langt mere farlig inspirationskilde til nazisternes misbrug av ariernavnet, nemlig den fysiske antropologi eller racelære. Grundlæggeren var den franske greve Arthur de Gobineau (1816-1882), der i 1853 udgiver firebindsværket Essay om menneskeracernes ulighed. Arierne er her beskrevet som den højest udviklede race, og Gobineau advarer imod raceblanding: De store kulturer er alle grundlagt av ariere, men er gået til grunde, fordi de blev blandet med laverestående racer, således Kina, Ægypten og Grækenland. Med direkte reference til Wilhelm von Humboldt (1767-1835) mener Gobineau også at kunne konstatere en sammenhæng mellem race og sproglig kompleksitet: Indoeuropæisk er så at sige det øverste trin på den lingvistiske udviklingsstige. Det er en opfattelse, man genfinder i samtidens lingvistik, f.eks. hos August Schleicher (1821-1868).[2]
Racelæren fik i de følgende år status av en objektiv, darwinistisk funderet naturvidenskabelig teori, der forbandt de forskellige folkeslags åbenlyst forskellige fysiske fremtoning, særlig hudfarve, hårfarve og kranieform, med bestemte psykologiske og kulturelle egenskaber. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at dette videnskabelige paradigme, der fik tragiske følger, da det blev forbundet med nazisternes apokalyptiske projekt, ikke er særlig knyttet til den indoeuropæiske sprogvidenskab. Ordet ”arier” er måske nok i sin tid introduceret av indoeuropæister, men det havde for længst fået sit eget liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at indoeuropæister har været fuldstændig upåvirkelige av racelæren eller den ariofile ideologi. Men hvor mærkeligt det end kan synes, udsprang inddragelsen av racelæren i arkæologi og lingvistik av et ønske om at give de humanistiske videnskaber en sikker naturvidenskabelig grund under fødderne. Race blev opfattet som et objekt kriterium: kranieformen og pigmenteringen kunne måles og opdeles i hoved- og undertyper.
I 1937 skrev indoeuropæisten Eduard Hermann artiklen ‘Was hat die indogermanische Sprachwissenschaft dem Nationalsozialismus zu bieten?’ Det er en titel, der kaster grimme skygger over en forskerkarriere, der ellers har ydet solide og stående bidrag særlig inden for den græske sproghistorie. Titlen tegner samtidig et alt andet end smigrende billede av en indoeuropæisk sprogvidenskab, der velvilligt træder i den nazistiske ødelæggelsesmaskines tjeneste. Selv om de værste forbrydelser endnu ikke var begået i 1937, og man derfor ikke uden videre kan tage Hermann til indtægt for holocaust, så er han allerede på vej ud i det moralske kviksand, når han frejdigt gør opmærksom på den nytte, regimet vil kunne få av indoeuropæisternes kendskab til mindre europæiske sprog – hvorved han foregriber den aggressive ekspansion mod øst. Hermann fremfører videre, at udenlandstyskerne er under et livstruende pres, når de bliver påtvunget andre nationalsprog. I den sammenhæng taler han om den intime forbindelse mellem sprog og verdensopfattelse – herunder den naive påstand ”kun tyskerne kender ordet og dermed begrebet ’gemütlich’”.
Det er dog vigtigt at gøre sig bevidst, at denne artikel er defensiv i hele sin retorik. Når en indoeuropæist forsøger at besvare spørgsmålet, hvad indoeuropæistikken kan gøre for nationalsocialismen, er det en åbenlys indikation av, at netop dette fag var ved at blive kørt ud på et sidespor i den nationalsocialistiske kulturkamp. Det nye regime krævede, at videnskaberne skulle bevise deres umiddelbare samfundsrelevans. Indoeuropæistikken kom her til kort i forhold til f.eks. germanistikken og antropologien. Ville man have del i de offentlige forskningsmidler, handlede det om at tilpasse sig det nye politiske paradigme og bruge de forløsende buzzwords, når man beskrev faget over for de bevilgende myndigheder. Ord som ”folk” og ”race” havde i slut-30’ernes Tyskland en legitimerende funktion over for offentligheden. I nutidens forskningsverden er det andre ord, der er i vælten, men man møder en tilsvarende ideologisk tilpasningspolitik.
Uagtet Hermanns ynkelige forsøg på at positionere faget i den nye verdensorden stod indoeuropæistikken imidlertid i et uløseligt modsætningsforhold til det nazistiske projekt. Det kan måske synes paradoksalt for den udenforstående betragter, når man tænker på den rolle, det ”ariske” spillede i nazisternes univers. Det var imidlertid i realiteten de færreste indoeuropæister, der i 1930’erne og 1940’erne tilsluttede sig den ariske raceideologi. Tværtimod vidste de mere end de fleste, at sprog og race ikke var sammenfaldende størrelser. Og de var oprigtig bekymrede over antropologers og arkæologers i deres øjne bevidstløse misbrug av indoeuropæernavnet til at beskrive særlige fysiske fremtrædelsesformer eller materielle kulturer i fortid og nutid. For indoeuropæisterne var, og er, indoeuropæisk først og fremmest et lingvistisk begreb, der skulle defineres ud fra lingvistiske kriterier. Indoeuropæere er således alle de, der måtte tale et indoeuropæisk sprog, hverken mere eller mindre.
For nazisterne forholdt det sig stik modsat: Det store jødiske mindretal i Central- og Østeuropa talte netop indoeuropæisk, endda i reglen tysk, som deres modersmål og var derfor, efter den lingvistiske definition, lige så meget indoeuropæere som alle andre tyskere. Det nazistiske regime slår imidlertid utvetydigt fast, at ”den omstændighed, at et menneske taler et arisk sprog, ikke kan gælde som et endegyldigt bevis for, at han blodmæssigt eller på anden måde hører til den menneskegruppe, der bliver betegnet som ariere på grund av deres avstamning.” Roma, der endda var ariere i ordets snævre betydning, dvs. ”indoariere”, blev ligeledes opfattet som ikke-ariere, der skulle udryddes. Omvendt forholdt det sig med ungarere og finner, der netop ikke taler indoeuropæiske sprog, men ikke desto mindre gjaldt for ariere. For så vidt er den nazistiske raceideologi og -praksis antilingvistisk.
Urhjem og invasion
I indoeuropæistikkens første århundrede havde man diskuteret frem og tilbage, om det indoeuropæiske urhjem, det sted, hvorfra de folk, der talte de indoeuropæiske sprog i sidste ende stammede, skulle placeres i Nordeuropa eller i Østeuropa. Der var også andre bud, nogle av dem mere eksotiske end andre, såsom Atlantis eller Nordpolen, men de fleste arbejdede enten med en nordhypotese eller med en østhypotese.[3] Diskussionen var for så vidt fredelig, men den enkelte forskers valg var ikke sjældent påvirket av nationalistiske overvejelser. Under nazisterne blev det imidlertid dekreteret ovenfra, at ariernes urhjem måtte have ligget i Nordeuropa. Det var en nødvendig konsekvens av ideologien om, at de blonde nordeuropæere var essensen av den ariske race. Konkurrerende synspunkter blev ganske enkelt undertrykt.
Så selv om tesen om, at Nordeuropa er blevet indoeuropæiseret av erobrere udefra, i efterkrigstidens ideologiske diskurs er blevet forbundet med nazismen og alternative paradigmer er blevet introduceret, i det mindste implicit, som et opgør med denne forældede og farlige opfattelse, ja, så forholder det sig i realiteten stik modsat, nemlig at det er tesen om kontinuitet, der nød fremme under nazisterne. Men her skal man selvfølgelig passe på med at forveksle tegnets form og tegnets indhold: Invasion er ikke bare invasion og kontinuitet ikke bare kontinuitet.
Arkæologen Gustaf Kossinna (1858-1931) grundlagde en retning inden for arkæologien, som han kaldte Siedlungsarchäologie.[4] Denne retning arbejdede ud fra den tese, at der var en en-til-en-overensstemmelse mellem materiel kulturgruppe og folk. Hvis arkæologerne kunne bestemme en særlig ”kultur”, dvs. en række ens valg i keramik og bebyggelse, så ville udstrækningen av denne kultur svare til udbredelsen av et bestemt folk, der talte et bestemt sprog. Med andre ord: hvis der kan spores et brud i den materielle kultur, vil det også betyde en ændring i etnicitet og sprog, men hvis der kan fastslås en kontinuert udvikling, er der tale om en fortsættelse av det samme folk.
Efterkrigstidens arkæologer gjorde med rette op med den naive identifikation av kultur og sprog. Men de processuelle arkæologer er imidlertid stadig fanget i visse av ideologiens præmisser, blot med omvendte fortegn: Deres avvisning av indoeuropæiske indvandringer i denne eller hin periode bliver i reglen begrundet i fravær av arkæologiske vidnesbyrd. Dette argument har imidlertid kun gyldighed, hvis etniske forskydninger nødvendigvis må korrespondere med materielle forskydninger, hvilket formentlig kun vil være tilfældet, hvis der er tale om massive og pludselige indvandringer. Arkæologisk set vil små og sivende indvandringer ikke nødvendigvis kunne skelnes fra diffusion av kulturgoder.
Kossinna mente at kunne påvise, at germanerne havde udgjort ét folk gennem tiderne, og at tyskerne dermed havde en historisk ret til det nordlige Mellemeuropa, inklusive Polen.[5] Dette område var samtidig det indoeuropæiske urhjem, hvorfor germanerne var de mest uforfalskede indoeuropæere. Indoeuropæisten Otto Schrader (1855-1919) kritiserer den naive sidestilling av kultur og folk.[6] Kossinna[7] henviser blot til, at Schrader som sprogvidenskabsmand ikke ved noget som helst om arkæologi. Kossinna mener ikke, han behøver at svare på Schraders kritik av det manglende bevis for ligningen kulturgruppe = folk, eftersom han ikke har mødt et gyldigt modbevis. Og han tilføjer, at han har et modskrift imod Schrader liggende i pulten, som han vil offentliggøre, hvis det skulle blive nødvendigt.
Sprogvidenskabsmanden Schrader, der var fortaler for en indvandring fra det sydlige Rusland, ønskede ikke, at det antropologiske begreb om ”race” skulle indblandes i den sprogvidenskabelige diskussion om indoeuropæerne.[8] Her er han på linje med de fleste andre indoeuropæister omkring århundredskiftet. En av fagets fremmeste repræsentanter, Hermann Hirt (1865-1936), går ganske vist selv ind for et urhjem ved Østersøen, ikke på grund av racen, men fordi han mener, at det rekonstruerede ordforråd tyder på dét verdenshjørne; men han ironiserer samtidig over dem, der taler om ”langskallede, høje, blonde, blåøjede, lyshudede ‚ariere‘” eller tilskriver indoeuropæerne ”en ensartet racekarakter”.[9] I 1936 hædres han imidlertid med et festskrift med den lumre titel ”Germanen und Indogermanen: Volkstum, Sprache, Heimat, Kultur”.[10] Udgiveren inviterede oprindelig både forskere, der forsvarede østtesen, og forskere, der forsvarede nordtesen, til at bidrage, men i sidste ende opgav han at medtage østbidragene.[11] Resultatet blev et ideologisk præget festskrift, som modtageren kun overlevede med få måneder.
Kossinnas elev, arkæologen Ernst Wahle (1889-1981), gjorde op med det radikale lighedstegn mellem kultur og folk.[12] Han mente, at indoeuropæerne måtte være indvandret fra stepperne og krigerisk have underlagt sig Nordeuropa. Disse erobrere var udstyret med stridsvogne og stridsøkser, hvorimod den indfødte befolkning end ikke kendte hesten.[13] Danskeren Sophus Müller havde ligeledes i 1913 fremsat tesen om indvandrende indoeuropæere fra egnene nord for Sortehavet i direkte polemik imod Kossinna, hvis tese han sammenfatter ironisk med ordene: ”Folkeskarerne strømme i Stenalderen ud fra det lille Danmark, rundt langs Atlanterhavets Kyster indtil Middelhavet og over det Indre af vor Verdensdel indtil Sortehavet.”[14]
Det er imidlertid først i efterkrigstiden, at hypotesen om indvandringen østfra får sin klassiske udformning og får status av communis opinio blandt indoeuropæisterne. Paradigmet er med andre ord ikke en tiloversbleven rest fra en nationalistiske fortid, men er formuleret i opposition til den periodes germanocentristiske teorier. Den person, der mere end nogen anden er knyttet sammen med indvandringstesen, er den litauiske arkæolog Marija Gimbutas (1921-1994). Hun havde været aktiv i den litauiske uavhængighedsbevægelse og måtte derfor i 1944 flygte for de invaderende sovjetiske styrke. På det tidspunkt kunne hun ikke flygte andre steder hen end til Tyskland, hvor hun skrev sin doktoravhandling og forsvarede den i 1946. Hun emigrerede til USA i 1949 og udformede i 1950’erne sin berømte kurganteori, der har kernen til fælles med Wahles teori om de erobrende indoeuropæere, men hun forener den med en tese om, at begravelsen i jordhøje, såkaldte курганы, var det centrale, diagnostiske kulturtræk.
Alexander Häusler, der er en skarp kritiker av kurganteorien, forestiller sig, at Gimbutas under sit eksil i Tübingen har stiftet bekendtskab med heidelbergprofessoren Ernst Wahle og ikke mindst dennes indoeuropæistiske kollega Hermann Güntert, der tilsluttede sig Wahles model i svulstige racistiske vendinger: Den trætte, jordbundne stenalderadel havde fået frisk blod ved indoeuropæernes indvandring og skabte i blandingen mellem kriger og bonde den særlige Germanentum og grundlaget for det ”faustiske menneske”.[15] Güntert diverterer sine læsere med et hitlercitat fra rigspartidagen i Nürnberg i 1933, hvor der tales om, hvordan det tyske folk i kraft av sin særlige skabende begavelse har underlagt sig andre folk og opsuget dem i sig. Häusler kommenterer, at ”man kunne være tilbøjelig til at mene, at Gimbutas havde været førerens ghostwriter, havde det ikke været for hendes fødselsår”.[16] Hvad Häusler i sin smagløse polemik vælger at ignorere, er, at nazisterne netop ikke støttede tanken om et urhjem i øst; deres invasionsfantasier gik den anden vej. Nazisten Güntert er i den sammenhæng atypisk.
Gimbutas’ forestillinger om den indoeuropæiske indvandring er da også fundamentalt anderledes: Hun betragter ikke den indoeuropæiske indvandring som et positivt vitaliserende element, men tværtimod som en ødelæggelse av en oprindelig harmoni. Hun opfatter det førindoeuropæiske Europa, ”Old Europe”, som matriarkalske, pacifistiske, økologiske samfund med social lighed og respekt for minoriteter, herunder naturligvis homoseksuelle.[17] De indoeuropæiske kurganfolk var derimod patriarkalske, krigeriske, udbyttende, aristokratiske, homofobiske, kort sagt alt, hvad der er negativt i den moderne vestlige diskurs. Gimbutas’ tre bøger om gudinderne i ”Old Europe”[18] gjorde hende da også umådelig populær i brede kredse, selv om mainstreamarkæologien mildt sagt var skeptisk over for dikotomiens gyldighed og ikke mindst dens belægbarhed i materialet. Spørgsmålet er da også, om Gimbutas’ projekt var et forsøg på at rekonstruere historien, som den var, eller snarere var en økofeministisk vision for hendes samtid.[19] Uanset hvad er den feministiske dimension ikke en nødvendig del av østhjemshypotesen. Turanisme og eurasianisme
Sammen med ordet arier var der også en anden folkebetegnelse, der vandt indpas i det 19. århundredes antropologiske litteratur, nemlig ordet ”turanier”. Det stammer fra den iranske tradition, hvor tū irya betegner ariernes modstandere, der ikke vil antage Zarathuštras monoteistiske religion, men holder fast i de hedenske guder og det nomadiske liv. I det persiske nationalepos, Shāhnāma, digtet omkring år 1000, er Turān blevet betegnelsen for alle de folkeslag, der lever nord for iranerne, dvs. først og fremmest de tyrkisk- og mongolsksprogede nomader på de eurasiske stepper.
I den antropologiske litteratur vinder ”turanier” eller ”turanid race” følgelig indpas som en samlebetegnelse, ikke kun for tyrkere og mongoler, men også for finsk-ugriske folkeslag – og undertiden endnu mere. I en beskrivelse fra 1868 bliver den turanide race beskrevet på følgende måde:[20]
”Turanierne er personliggørelsen av materiel magt. Han er det rent muskuløse menneske, så langt som den fælles udvikling kan bringe det. Han er ikke en født vildmand, men han er i bund og grund barbar. Han lever ikke fra hånden til munden som et dyr, men han besidder heller ikke fuldt ud de moralske og intellektuelle egenskaber, som det sande menneske er udstyret med. Han kan arbejde og han kan samle sammen, men han kan ikke tænke og stræbe som en kaukasier.”
Beskrivelsen avspejler den frygt for østens nomadiske horder, der er dybt indgroet i europæernes bevidsthed efter de dyrt købte erfaringer med hunnerne, mongolerne og osmannerne.[21]
Hos de folkeslag, der fik prædikatet ”turanier”, var vurderingen naturligvis anderledes positiv. Allerede i 1839 dannede tatarerne det Turanske Selskab (Turan cämğiäte), der havde til formål at samle alle tyrkisktalende folkeslag i det russiske kejserrige som et modsvar til de panslaviske strømninger, der på samme tid rejste sig. En væsentlig del av Ruslands befolkning var tyrkisktalende, særlig på Krim og i Usbekistan og Kasakhstan.
Panturanismen fik efterhånden også tag i tyrkerne i det vaklende Osmannerrige, men Kemal Atatürk indførte i stedet en nationalisme, der udelukkende orienterede sig imod den tyrkiske stats territorium, hvor der til gengæld, ifølge ideologien, kun fandtes tyrkere (selv om 15% av befolkningen i virkeligheden er iransktalende kurdere). Det har dog ikke udryddet panturanismen eller panturkismen. Den paramilitære bevægelse de ”Grå Ulve” (Bozkurtlar) har som sit erklærede mål at samle alle tyrkiske folkeslag fra Lilleasien til Xīnjiāng.
Kampen mellem Iran og Turan lever således fortsat i bedste velgående, som man da også vil kunne konstatere ved at søge på internettet, hvor alle verdens galskaber kan boltre sig på uendelig plads. Der er stadig mennesker, der i fulde alvor tror på, at der eksisterer en turanisk race, og at de turaniske sprog udgør en enhed. Det er folk, der tyder sumerisk eller etruskisk ved hjælp av tyrkiske eller ungarske etymologier.[22]
Et eksempel er den bitre kamp om skytherne, dette folk av nomadiske rytterkrigere, der dominerede de østeuropæiske og centralasiatiske stepper i oldtiden – dvs. den samme økologiske og økonomiske niche, som de mongolske og tyrkiske folkeslag senere gjorde til deres egen. Skytherne har ikke efterladt sig tekster på deres eget sprog, men de ord og navne, der er overleveret hos græske historikere og ikke mindst i græske indskrifter fra kolonierne i Sortehavsområdet viser, at der efter alt at dømme var tale om en slags iranere, beslægtet med de ossetere, der stadig lever i Kaukasus, og med de sogdiere og chwarezmiere, der i middelalderen levede i Usbekistan, indtil disse områder blev tyrkisktalende. Kampen står imidlertid ikke om fortiden, men i realiteten om nutiden, om ejerskabet til de eurasiske stepper. Derfor er der en række personer, hovedsagelig uden for det videnskabelige miljø, der ihærdigt argumenterer for, at skytherne i virkeligheden var tyrkere eller turanere, og at Krim og Kasakhstan derfor altid har været tyrkisk og altid bør forblive det. Kampen foregår med de vildeste etymologier; selv den græske helt Herakles’ navn får en tyrkisk etymologi, eftersom han ifølge grækerne havde været i Skythien: yer + akıl[23], hvilket omtrent kan oversættes til ”jordkløgt”. Som man kan høre, vil etymologien næsten også virke på dansk, så måske er vi også turanere, når det kommer til stykket.
Panturanismen opstod som sagt i Rusland og truede med at splitte landet, ligesom de nationalistiske strømninger spaltede Osmannerriget og Østrig-Ungarn. Imidlertid blev der dannet en ideologi, der i stedet betonede enheden mellem den russiske stats vidt forskellige etniciteter, den såkaldte eurasianisme.
En ledende skikkelse i den eurasiske bevægelse var lingvisten Nikolaj Sergeevič Trubeckoj (1890-1938). Han kritiserer både panturanisme, panslavisme og ikke mindst, hvad han kalder pan-romanogermanisme, dvs. Vesteuropas chauvinistiske forestilling om at repræsentere den højest tænkelige civilisation, en kosmopolitisk (”global” ville vi sige i dag) kultur, der naturligt må overtages av alle andre folkeslag. Heropimod stiller Trubeckoj en særlig eurasisk civilisation, der består i den historiske forening av slavisk og tyrkisk, og som har særlige karakteristika i modsætning til den vesteuropæiske civilisation. Rusland er opstået som en lydstat i Genghis Khans storrige, der har præget den russiske politiske kultur, samtidig med at andre elementer i den russiske kultur er formet i opposition til det, der traditionelt kaldes ”tatareråget” (монго́ло-тата́рское и́го), med en forstærket besindelse på det ortodokse og byzantinske element.[24]
Trubeckojs eurasiske ideologi står i umiddelbar forlængelse av hans strukturalistiske standpunkt inden for lingvistikken.[25] Som medlem av en gammel adelsfamilie var Trubeckoj nødt til at forlade Rusland efter revolutionen og grundlagde i slutningen av 1920’erne Pragskolen sammen med Roman Jakobson. Hans strukturalistiske tilgang er imidlertid tydelig i de eurasiske skrifter: Han kritiserer de former for nationalisme, der påberåber sig et historisk sprogslægtskab som f.eks. rumænerne, der forsøger at bygge deres identitet op på en lille skare romerske soldater i det 2. århundrede, eller grækerne, der hævder udelukkende at være efterkommere av oldtidens grækere, selv om det moderne folk i virkeligheden er opstået i en sammensmeltning av alle mulige balkanfolk.[26] I stedet for det, man kunne kalde en etymologisk etnicitetsdefinition, der ensidigt fokuserer på sprogets oprindelse, plæderer Trubeckoj for en ”sand nationalisme”, der ser på den pågældende nations virkelige, synkrone identitet.
I 1923 lancerer Trubeckoj begrebet Sprachbund, dvs. det fænomen, at nabosprog, der ikke er umiddelbart beslægtede, alligevel udvikler fælles træk i modsætning til deres respektive fjernereliggende slægtninge.[27] Et skoleeksempel er balkansprogene, der har en række grammatiske træk til fælles, særlig en manglende infinitiv, genitiv-dativ-synkretisme og en efterstillede artikel. På samme måde mener han, at de strukturelle ligheder mellem finsk-ugrisk, tyrkisk og mongolsk ikke skyldes en fælles turansk oprindelse, men at disse sprog har været i tæt og langvarig kontakt.
I et foredrag om indoeuropæerspørgsmålet holdt i Prag i 1936 argumenterer Trubeckoj for, at det er overflødigt at forklare ligheden mellem de overleverede indoeuropæiske sprog med henvisning til et fælles indoeuropæisk ursprog. Han reducerer i stedet det fællesindoeuropæiske til seks typologiske kendetegn, der alle enkeltvis også forekommer i andre sprogfamilier, men samtlige kun i de indoeuropæiske:
1. Fraværet av vokalharmoni
2. En kompliceret lydstruktur i ordenes begyndelse
3. Brug av præfikser
4. Vokalalternationer i morfologien
5 Konsonantalternationer i morfologien
6. Subjekt behandles ens foran transitive og intransitive verber.
Artiklen blev udgivet posthumt i Danmark i 1939.[28] Forfatteren selv, der de sidste mange år av sit liv havde været professor i slavisk filologi ved universitetet i Wien, var død av et hjertetilfælde året før, da han nogle måneder efter Anschluss var kommet i Gestapos søgelys.
Nikolaj Trubeckojs sprachbundsmodel bragte et helt andet perspektiv ind i sprogslægtsforskningen, nemlig begrebet konvergens. Indoeuropæisten Johannes Schmidt (1843-1901) havde i 1872 lanceret sin ”bølgeteori” som et alternativ til junggrammatikernes divergensfokuserede stramtræ; men her er der tale om konvergens inden for et dialektkontinuum. Trubeckoj lægger op til et mere radikalt konvergensbegreb, nemlig at det, der ligner genetisk sprogslægtskab, i virkeligheden skyldes kontakt mellem sprog, der ikke engang behøver at have tilhørt samme sprogfamilie. Der har aldrig fandtes ét ursprog, men en række sprog, der blot har påvirket hinanden i samme retning. Og alle verdens sprog udgør et slags dialektkontinuum Kontinuitet
Hvis jeg må have lov til at tage tilflugt til en sammenligning fra biologien, så ligner modsætningen mellem den traditionelle divergensmodel og den nye konvergensmodel konflikten mellem to paradigmer for det moderne menneskes oprindelse: Ifølge divergensmodellen kan alle moderne mennesker føres tilbage til én fælles stammoder, der har givet de særlige homo-sapiens-træk videre til alle efterkommere. Konvergensmodellen mener derimod, at forskellige ældre menneskeformer har udviklet sig lokalt til det moderne menneske ved parallel udvikling og ved diffusion av moderne træk fra population til population. Groft sagt vil det betyde, at kineserne nedstammer fra pekingmennesket, indoneserne fra javamennesket og europæerne fra de langskallede neandertalere.
Det er forhåbentlig klart for enhver, at den biologiske konvergensmodel kan have problematiske ideologiske implikationer: På den ene side kan modellen begrunde et racistisk verdensbillede, hvis man kan hævde, at de klassiske racer rækker mindst en halv million år tilbage og dermed har en større dybde. Og på den anden side kan modellen fungere som et argument for regional chauvinisme, når et folk på den måde kan henvise til, at de har boet i det samme område i flere hundred tusind år. Under alle omstændigheder har nyere genetiske undersøgelser godtgjort, at modellen er forkert: Der er åbenbart ikke en eneste dråbe neandertalblod i de moderne europæere.
Nuvel, fordi modellen har vist sig at være falsk i dette specielle tilfælde, behøver det ikke at betyde, at den er falsk i alle tilfælde. I efterkrigstidens arkæologi har konvergensmodeller således været langt mere populære end tidligere tiders stamtræsagtige divergensmodeller. Ligheder i materiel kultur eller i forestillingsverden behøver ikke at skyldes, at de pågældende folk har et fælles historisk udgangspunkt, men kan lige så godt bero på udveksling mellem uavhængige folkeslag. Den nye arkæologi har derfor, som allerede beskrevet, hellere villet forklare landbrugets, metallets eller hestens spredning med mellemfolkelig udveksling end med folkevandringer. Og de har været parate til at forklare det indoeuropæiske sprogs udbredelse på samme måde. Trubeckoj har på den måde fundet et lydhørt publikum hos arkæologerne.
Derimod har indoeuropæisterne været langt mindre lydhøre, ikke fordi de stædigt har villet holde fast i en chauvinistisk model, men ganske enkelt fordi de har svært ved at forestille sig, hvordan de grundlæggende strukturelle overensstemmelser mellem de forskellige indoeuropæiske sprog har kunnet komme i stand ved en uformel udveksling over lange avstande. Vi taler jo ikke om udveksling av kulturord, der selvfølgelig kan vandre lige så let, som de ting, de beskriver, men om udbredelsen av komplekse bøjningsparadigmer og orddannelsessystemer. Overtagelsen av et fuldstændigt sprogsystem forudsætter en vis tilstedeværelse av personer, der behersker dette sprogsystem.
Den britiske arkæolog Colin Renfrew (1937-) introducerede for godt tyve år siden en mildere model, der forsøger at tage højde for de lingvistiske argumenter, samtidig med at den bygger på den processuelle arkæologis metodiske forbehold over for usynlige folkevandringer.[29] Renfrew ræsonnerer, at et fuldstændigt sprogskifte kræver en ekstraordinær begivenhed, der kan begrunde en gennemgribende ændring i et områdes population, og konkluderer, at den eneste virkelig gennemgribende begivenhed i det forhistoriske Europa var indførelsen av landbruget, også kaldet den neolitiske revolution. Med andre ord lå det indoeuropæiske urhjem i Anatolien, hvor landbruget antages at være opstået, og det indoeuropæiske sprog ekspanderede lige så langsomt mod nord og vest og øst i takt med, at agerdyrkerne sendte deres befolkningsoverskud videre ud i de dengang næsten mennesketomme vidder
Selv om Renfrews bog øjeblikkeligt opnåede en umådelig popularitet, mødte hans tese dog grundlæggende kritik både blandt arkæologer og lingvister. Arkæologer indvender, at indførelsen av landbruget ikke overalt kan sættes i forbindelse med et befolkningsskifte, således i Nordeuropa, hvor ertebøllefolkene (ca. 5400-3900 f.Kr.), der ellers er jæger-samlere, synes at eksperimentere med den neolitiske livsform, og der er en glidende overgang til den neolitiske tragtbægerkultur (ca. 3900-2800 f.Kr.).[30] Lingvisterne mener for deres part, at Renfrews tese dels forudsætter en alt for lang tidshorisont i forhold til, hvad det sproglige materiale lægger op til, og dels at opsplitningen av de indoeuropæiske sprog slet ikke følger de samme udbredelsesmønstre som landbruget. Græsk er således temmelig forskelligt fra hittitisk, selv om Grækenland var det første stop på vejen fra Anatolien til Europa. Omvendt har græsk mange strukturelle lighedspunkter med armensk og indoiransk, der ellers hører til på den anden side av hittitisk. Renfrew har i den mellemliggende tid lappet på sin tese og har på den måde vist en beundringsværdig vilje til at gå i dialog med sine modstandere, selv om han ikke har opgivet essensen av sin tese.
En væsentlig implikation av tesen er, at de nuværende befolkninger får en langt dybere tidshorisont. Som Renfrew skriver, vil det betyde, at ”disse lande har været vores og vore forfædres tusinder av år længere, end det generelt har været antaget. Mange av de træk, der definerer irerens iriskhed, spanierens spanskhed eller britens britiskhed stikker altså langt dybere.” Renfrew, der har en fortid som konservativ politiker, beskriver disse implikationer som ”interessante” uden dog at præcisere, hvori det interessante består. Det ligner imidlertid en klassisk nationalistisk position: Jo længere tilbage et folks historie kan føres, jo dybere forankret er dette folk også i sit land og dermed i sin ret til at bebo dette land. Helst skal man være autokton, dvs. kvasi født av den lokale muld, men i hvert fald skal man ikke have fortrængt andre.
På papiret ligner hypotesen om en fredelig indvandring måske nok et glansbillede uden den klassiske kurganhypoteses truende krigstrommer. Men stirrer man lidt dybere i billedet, er det andre toner, der træder frem: Ikke kun har vi fortsat en model med en overlegen civilisation, der slår en primitiv kultur godt og grundigt av banen, men den Renfrew’ske model sender samtidig stærke signaler i forhold til senere ankomne mennesker om, at dette land er vores.
Der er i øvrigt fortalere for en endnu dybere tidshorisont. Den italienske dialektforsker Mario Alinei (1926-) mener således, at indoeuropæerne var de første moderne mennesker i Europa, og at alle indoeuropæiske sprog er opstået lokalt i direkte udvikling fra dette palæolitiske urindoeuropæiske grundsprog. Selv de romanske sprog er ifølge Alinei ikke lånt fra romerne, men er udviklet i konvergens fra ældre latinlignende dialekter. Som argument for den palæolitiske datering fremfører Alinei f.eks., at når de indoeuropæiske sprog har et fælles ord for ”at dø”, *mer-, men forskellige ord for ”at begrave”, så indicerer det, at indoeuropæisk må være brudt op, før man indførte ritualiserede begravelsesskikke. Nu har germansk og græsk også andre ord for ”at dø”, så måske skal urindoeuropæisk i virkeligheden dateres til et tidspunkt, hvor man ikke kendte til døden. Det er selvfølgelig en urimelig reductio ad absurdum. Det gamle dødsord kan i øvrigt også spores i disse sproggrene (mord, βροτοί). Det vigtige er imidlertid, at argumentationsformen er usund. Fravær av kognater siger ikke i sig noget. De forskellige grene har forskellige ord for ”flod”, ”skov”, ”luft”, ”regn”, ”lyn”, ”barn”, ”hår”, ”hale”, ”gravid”, ”sex” osv. – alt sammen fænomener, der har været velkendte for mennesket, fra før det blev til. Man kan bruge tilstedeværelsen av et ord som bevis på, at indoeuropæerne stadig var sammen, da fænomenet blev introduceret, hvis man da kan argumentere imod, at det kan have spredt sig sekundært. Men fraværet beviser ikke spor. Substrat og superstrat
En anden form for kontinuitetsideologi, der anerkender, at der finder sprogskifte sted, men alligevel fremhæver en etnisk konstans, er substratteorierne.
Det er den italienske lingvist Graziadio Ascoli (1829-1907), der indfører substratet som forklaringsmodel i sprogdannelsen og sprogudviklingen. Han mente, at de romanske sprog havde fået deres særlige karakteristika under indflydelse fra de førromerske sprog.[31] Det franske sprog skulle således være opstået under indflydelse fra keltisk. Ascoli fremfører, at forskydningen av det latinske /uː/ til [y] foreligger på fransk, occitansk og norditaliensk, dvs. i områder, der i oldtiden alle blev beboet av gallere – og en tilsvarende forskydning har fundet sted i nederlandsk, der ligeledes skal have et keltisk substrat. Tesen har dog den svaghed, at der ikke er belæg for, at det keltisk, der blev talt i Gallien, rent faktisk havde denne udtaleejendommelighed; tværtimod bliver et gallisk /uː/ gengivet med <ΟΥ> i græske kilder, selv om græsk havde et /yː/ (f.eks. Λούγδουνον = Lyon). Walisisk har ganske vist [iː] for fælleskeltisk /uː/, hvilket formentlig må være forløbet over et tidligere *[yː]. Men i de latinske låneord, der er optaget i walisisk, bliver [uː] normalt bibeholdt (f.eks. mūrus > [muːr]). Med andre ord var der ikke substratpåvirkning i netop den dialekt, hvor der er belæg for /uː/ = [yː].
De romanske sprog er opstået av latin, derom er der ingen tvivl, men romanister og latinister er tilbøjelig til at beskrive de romanske sprogs historie forskelligt: Hvor latinister i almindelighed lægger vægt på, at det latinske sprog forbliver en enhed oldtiden ud, vil romanister skrive de romanske sprogs selvstændighed længst muligt tilbage. De litterære tekster fra oldtiden bliver alle skrevet i et ensartet standardiseret ”klassisk latin”, men det avspejler ikke sproget, som det virkelig blev talt av manden på gaden. I skødesløse indskrifter og i grammatikeres formaninger dukker der undertiden former op, der avviger fra normen, og disse avvigelser har man traditionelt sammenfattet under betegnelsen ”vulgærlatin”. Flere av denne sprogforms karakteristika foregriber de romanske sprog. Samtidig er der også belæg for en vis geografisk variation i denne substandard.[32] På den anden side kan de få og generelt set sene belæg for geografisk variation i latinen ikke rigtig henføres til de senere romanske sprog og kan dermed dårligt tjene som bevis for en etnisk kontinuitet i sproget. Der kan ikke være nogen tvivl om, at latin varierede i rum, tid og situation, ligesom alle andre sprog, men latin forblev en enhed, og sprogets grundlæggende struktur i morfologi og syntaks var det klassiske latins, ikke de senere romanske sprogs.
Interessen for at genfinde et keltisk substrat i de romanske sprog skal imidlertid ses i lyset av den historiske udvikling i det 18. og 19. århundrede. Den franske adel havde traditionelt betragtet sig som frankernes naturlige efterkommere, hvorimod den gemene hob måtte være efterkommere av de underkastede gallere, men revolutionen førte til, at gallerne blev opvurderet, og der blev talt om, at de gamle undertrykkere nu skulle sendes tilbage til Franken, hvor de kom fra.[33] I det 19. århundrede opstod der en sand Vercingetorix-kult, der fandt sit nøjagtige modsvar i tyskernes samtidige Arminius-kult. Romerrigets to oprørere kom på den måde igen til ære og værdighed. Modsætningen kelter-germaner fik en raceteoretisk underbygning: kelterne var lave, mørke og kortskallede, germanerne høje, lyse og langskallede. De mest uforfalskede eksemplarer av den keltiske race ville man finde i Bretagne, hvor der som bekendt stadig tales en form for keltisk (dog næppe en efterkommer av det gamle galliske sprog, men en dialekt importeret fra Britannien). Bretagne er som bekendt også scenen for Asterix-serien, der populariserer den keltiske stereotypi.
Den tysk-franske krig og den tyske samling i 1871 skærpede den lingvistiske retorik: Den franske keltolog Marie Henri d’Arbois de Jubainville, (1827-1910) lancerede således den tese, at de germanske sprog var opstået som en følge av et keltisk superstrat.[34] Germanernes forfædre havde gennem århundreder tjent som fodfolk under keltiske stridsvogneofficerer og deres sprog var blevet præget av deres keltiske herskere. Dette hypotetiske kelterherredømme havde angiveligt efterladt sig ord som rige, embede, ride, ed, arv, fri og gidsel og givet det germanske sprog et førstestavelsestryk som på keltisk. Franskmændene havde måske nok lidt nederlag til preusserne i 1871, men så kunne man i det mindst vinde en forhistorisk revanchekrig. Den schweiziske romanist Walther von Wartburg (1888-1971) antager til gengæld, at de romanske sprog har været under en kraftig påvirkning fra germansk.[35]
Den tyske germanist Sigmund Feist (1865-1943) tilsluttede sig ideen om et keltisk superstrat i germansk. Han antog, at germanernes forfædre havde talt et ikke-indoeuropæisk sprog, der var blevet indoeuropæiseret under påvirkning fra keltisk eller rettere et sprog, der var tæt beslægtet med keltisk.[36] Feist fremførte endvidere, at de germanere, som romerne havde været i kontakt med, ikke talte germansk i den moderne betydning av ordet, men netop dette keltiskagtige sprog.[37] Med andre ord var nationalhelten Arminius, der besejrede romerne i Teutoburgskoven, ikke germaner, men en slags kelter. Den indflydelsesrige germanist Rudolf Much (1862-1936) gik skarpt i rette med Feist.[38] Kritikken gik ikke kun på Feists svage keltiskkundskaber, men også på hans sindelag, som nationalisten Much stemplede som slet og ret germanerfjendtligt. Feist var nemlig også jøde og havde forsket i jødisk folkehistorie. Efter tvisten med Much i 1928 blev han mere eller mindre forvist fra Academia og kunne ikke længere publicere sine artikler i Tyskland.[39] Han vælger at emigrere til Danmark i 1939, hvor han døde fire år efter.
Keltologen Julius Pokorny (1887-1970) var også blandt Feists kritikere. I en artikel fra 1936 fastslår han, at hvor keltisk, baltoslavisk, illyrisk, græsk og indoiransk alle viser påvirkning fra sprog, der tidligere blev talt i deres lande, så er germansk frit for substrat.[40] Den germanske lydforskydning, som Feist og andre har villet tilskrive substratpåvirkning, skal ifølge Pokorny i stedet forklares dels ved klimatiske og dels ved psykologiske omvæltninger ca. 800 f.Kr.[41] Germansk er med andre ord et autoktont sprog, og Tyskland følgelig det indoeuropæiske ursprogs vugge, en model, der var smuk i overensstemmelse med regimets ideologi. Det hjalp dog ham lige lidt: Pokorny var ganske vist katolik og i øvrigt nationalist, men hans bedsteforældre havde alle været jøder; han mistede i 1935 sit professorat i Berlin, og i 1943 flygtede han til Schweiz.[42]
I efterkrigsårene kom der nyt liv i forskellige substratteorier. Hans Krahe (1898-1965) lancerede sin teori om ”alteuropäisch”, et ældre trin av indoeuropæisk, der skal kunne belægges i flodnavne i hele Centraleuropa.[43] Theo Vennemann (1937-) har på sin side i en række arbejder argumenteret for en kombination av et baskisk (vaskonisk) substrat og et semitisk (atlantisk) superstrat i de nord- og vesteuropæiske sprog.[44] Når franskmænd, irere, walisere og danskere alle har et tyvetalsystem, skal det således skyldes indflydelse fra det baskiske substrat, for baskisk har også et tyvetalsystem,.[45] Ganske vist systemet et forholdsvist sent fænomen i alle disse sprog, men Vennemann antager – som mange andre substratforskere med ham – en forsinket indflydelse fra det fortrængte sprog.
Selv om der ikke kan være nogen tvivl om, at sprog kan ændre karakter i kontakt med andre sprog, så bygger substratteorierne generelt set på en lidt uheldig præmis, nemlig den, at et folkeslag har bestemte iboende udtalevaner og sprogvaner, der ikke lader sig avlære, men følger med, uanset hvilket sprog de bliver pånødet. Realiteten er, at individet måske kan have problemer med at tillære sig et nyt sprog. Men fremmede udtalevaner og syntaktiske strukturer slår først igennem hos alle sprogbrugere, hvis de er forbundet med prestige. Orientalisme og Black Athena
I de senere årtier har de ideologiske præmisser, som de humanistiske videnskaber bygger på, været genstand for en grundlæggende kritik. Universiteterne er blevet til krigsskuepladser for politiske kampe, der ikke har til hensigt at fremme videnskaberne, men slet og ret at ændre samfundet.
Det er ikke en ny tendens: Vi har set, at det nazistiske regime krævede, at lingvistikken skulle være samfundsrelevant, hvilket betød, at den skulle levere resultater, der tjente regimets politiske projekt. Vi har også, fra den anden ende av spektret, set, hvordan Trubeckojs nye paradigme for den komparative lingvistik var tæt forbundet med hans politiske vision for et andet Rusland. Og hvordan Gimbutas vender op og ned på arierideologien for at begrunde et økofeministisk Utopia, som formentlig skal tjene som forbillede for nutiden.
Spørgsmålet er, om oldtidshistorikerne, arkæologer såvel som lingvister, skal tegne sande eller smukke billeder av fortiden. Således formuleret vil de fleste jo nok insistere på sandheden, men forestillingen om, at en der findes én objektiv sandhed, som forskningen er i stand til at avdække, har på det sidste været udfordret. Tværtimod bliver den klassiske aristoteliske logik opfattet som et undertrykkelsesredskab til underbygning av herskende politiske og ideologiske strukturer, der slet og ret bliver avvist som ”fallogocentrisme”. Opgøret med den patriarkalske, heteronormative, eurocentristiske osv. videnskab bliver set som et nødvendigt skridt i retningen av individets eller gruppens emancipation.
Den klassiske raceteori havde uden tvivl til formål at tjene som et tilsyneladende objektivt argument for europæernes kolonisering av de øvrige kontinenter. Det var derfor heller ikke sammenbruddet av det nationalsocialistiske projekt, men afroamerikanernes emancipation og Afrikas løsrivelse fra kolonimagterne, der førte til, at videnskaben opgav raceparadigmet.
Det nye postkoloniale paradigme har imidlertid ofte blot vendt det gamle kolonialistiske paradigme om 180 grader. Hvor racisterne opfattede europæerne som det øverste trin i den civilisatoriske og biologiske udvikling, så stempler postkolonialisterne hele videnskabsgrene som eurochauvinistiske. Edward Saïd har angrebet orientalisterne for en bloc at have reduceret de vest- og sydasiatiske kulturer til stereotype modbilleder, der skulle understøtte europæernes suverænitet. Når det 19. århundredes sprogvidenskabsmænd påviste sprogslægtskaber mellem europæiske og asiatiske sprog, særlig sanskrit og avestisk, ser Saïd det først og fremmest som en udskillelse av de semitiske sprog. Den komparative semitiske filologi tjener på sin side blot til at understrege disse sprogs fremmedartethed i forhold til den europæiske norm. Fejlen ligger ganske enkelt i den europæiske trang til at inddele og gruppere sprog, kulturer og racer.[46] Men hvis man nu forestiller sig, at den europæiske videnskab havde påstået, at ingen orientalske sprog var beslægtet med de indoeuropæiske, eller at de alle var det, ville Saïd så ikke blot være kommet til den selv samme konklusion: at den europæiske filologi er et redskab til undertrykkelse og kolonisering? En forklaringsmodel, hvor modsatte præmisser fører til den samme konklusion, er grundlæggende usund.
Sinologen Martin Bernal skrev for godt tyve år siden værket Black Athena[47], hvor han i den samme postkoloniale ånd angriber den klassiske filologi for ensidigt at ville avlede den græske civilisation fra et indoeuropæisk udgangspunkt og for at negligere den massive indflydelse fra de semitiske og ægyptiske højkulturer. Han bakker sit angreb om med nye etymologier for en række græske ord, nogle med og andre uden en indoeuropæisk etymologi. Bernal modtog sønderlemmende kritik[48] for sin umetodiske tilgang til det lingvistiske kildemateriale, men han har valgt så at sige at grave sig dybere ned i skyttegraven med et tredje Black Athena-bind på 800 sider helliget ”The Linguistic Evidence”.[49] Bernal benægter ikke, at det græske sprog er indoeuropæisk og kommer et sted nordfra. Det havde egentlig været langt mere interessant og forfriskende. Men han mener, at det indvandrede indoeuropæiske sprog er blevet til græsk i kontakt med et fønikisk og ægyptisk superstrat.
Bernal omgås det lingvistiske, filologiske og arkæologiske materiale yderst lemfældigt. Men det er tydeligt, at det heller ikke er lingvister, filologer og arkæologer, han taler til, men de ideologiske meningsfæller, der ønsker at erstatte den klassiske eurocentrisme med en ny afrocentrisme. Hvor Saïd ikke havde synderligt til overs for europæernes trang til at postulere historiske fællesskaber og modsætninger med udgangspunkt i lingvistiske og etniske taksonomier, så abonnerer Bernal på det samme videnskabsteoretiske grundlag som sine modstandere. Han forudsætter, at det lingvistiske argument har en særlig beviskraft, og at en forhistorisk sprogforbindelse har implikationer, der rækker ud over den konkrete situation. Hvis det urgræske sprog havde en semitisk amme, betyder det åbenbart samtidig, at den græske civilisation i bund og grund hører til den orientalske kulturkreds. Black Athena-bindene har den sigende undertitel The Afroasiatic Roots of Classical Civilization; rodmetaforen implicerer en sammenhæng mellem oprindelse og nutid.
Det er ikke den græske bronzealder, Bernal ønsker at beskrive, men den vestlige civilisation som sådan. Man kan sige, at etymologien kommer til at stå synekdokisk eller metonymisk for alt det, der siden er avledt av den. Det er en fejlslutning, der langt fra er begrænset til Bernal, men som er udbredt både inden og uden for videnskabens rækker. Sprogslægtskab og etymologi handler ofte ikke om historie, men om ejerskab til bestemte arealer eller kulturprodukter. Danske egennavne i Sydslesvig eller England kan blive fremholdt som bevis på, at det pågældende rum egentlig er dansk. Det er en tankegang, der især er blevet dyrket av grupperinger med en nationalistisk og chauvinistisk agenda. Blot fordi den afrikanske befolkning har været udsat for urimelige overgreb både av europæere og arabere, betyder det ikke, at afrocentrismen er mere nobel end eurocentrismen.
Det herskende paradigme, som Bernal taler op imod, kalder han for ”the Aryan Model”. Valget av navn er ikke tilfældigt, for ved at bruge det forkætrede ord ”arisk” insinuerer han, at de traditionelle oldtidsvidenskaber er kryptonazistiske. Han gør i den forbindelse meget ud av at fremhæve det tyske bidrag til den traditionelle oldtidshistorie med den underforståede præmis, at der kan sættes et lighedstegn mellem tysk og nazistisk. Denne argumentationsform er billig og i grunden ikke en tøddel bedre end, når Rudolf Much spiller det antisemitiske kort over for Sigmund Feist. I virkeligheden er Bernals eget projekt slet og ret racistisk, som titlen på hans værk da også antyder: Bernal mener rent faktisk, at både ægyptere og semitter oprindelig var sorte, ”negroide” folkeslag med et urhjem i Etiopien og Kenya.[50] Det hele ligner en flov parodi på det 19. århundredes fantasi om ”nordiske” indoeuropæere, der koloniserer Middelhavsområdet og Sydasien og derved bringer vitalitet og civilisation til disse ellers tilbagestående områder.
Sine lingvistiske kritikere Jay Jasanoff og Alan Nussbaum (1996) tilbageviser Martin Bernal ved at reducere deres kritik til udtryk for et overstået positivistisk junggrammatisk paradigme.[51] Bernal mener, at han selv repræsenterer en moderne sprogvidenskab, der i stedet lægger vægt på sprogkontakt. Bernal står i efterfølgelse af Karl Vossler (1872-1949), der avviste junggrammatikerne og deres insisteren på lydlovenes undtagelsesløshed; i stedet for den positivistiske sprogvidenskab satte Vossler en idealistisk sprogvidenskab, der påberåbte sig Wilhelm von Humboldt og betonede enheden mellem sprog og kultur.[52] Vossler var dog selv, før magtovertagelsen, kritisk over for fascismen og antisemitismen.[53] Kritikken over for junggrammatikernes atomisme, materialisme og individualisme var under alle omstændigheder udbredt blandt 1930’ernes og 1940’ernes sprogvidenskabsmænd, der i stedet vendte blikket imod forholdet mellem folk og sprog. Konklusion
Når man ser tilbage på, hvad der blev skrevet inden for sprogvidenskab, historie og arkæologi i det 19. og første halvdel av det 20. århundrede, så kan det for en moderne betragter let komme til at ligne en ensartet nationalistisk og racistisk strømning med minimale accentforskelle. Der var langt op i det 20. århundrede en udbredt konsensus om, at ”race” var en meningsfuld kategori. Langt de fleste opfattede ligeledes ”nationen” som et positivt og slet og ret ukontroversielt begreb. Fra begyndelsen av det 19. århundrede havde Europa oplevet en gradvis omstrukturering fra multietniske rigsdannelser til nationalstater efter idealet ét sprog, ét land. De tyske småstater blev samlet til det Tyske Rige i 1871. Omvendt blev Osmannerriget og Østrig-Ungarn revet i småstykker av separatistiske bevægelser. Sproget var blevet et vigtigt argument i den nationale politiske diskurs.
Men det betyder ikke, at man kan sætte lighedstegn mellem nationalisme og fascisme, ja end ikke mellem racisme og fascisme. At gøre det fører i sidste ende til en relativering av nazismens helt uhyrlige menneskeforagt, der ikke, som tidligere og senere diktaturer, så volden og døden som et nødvendigt onde i højere sags tjeneste, men som et mål i sig selv. Problemet med den idéhistoriske kritik, som man møder hos Saïd eller Bernal, er, at den ikke ser på de enkelte tilfælde, men reducerer individerne til repræsentanter for en homogen bevægelse, der kun har ét udspring og ét mål. Den enstrengede antieuropæistiske eller antiindoeuropæistiske diskurs er for så vidt lige så betændt som antisemitismen, der gjorde hver enkelt jøde til principiel repræsentant for en jødisk identitet og ideologi, uanset hvad denne jøde så selv måtte tænke og udrette.
Læren av dette kritiske tværsnit gennem forskningshistorien er ikke, at den ene eller den anden teori skal opgives, fordi den er ideologisk suspekt. Som det er fremgået, kan det samme scenarium ofte være funderet på stik modsatte ideologiske forudsætninger, og den samme ideologi kan føre til vidt forskellige scenarier. Det viser sig kun alt for ofte, at de forskere, der kritiserer modstanderne for at have en suspekt ideologisk dagsorden, i virkeligheden selv er ude i et chauvinistisk ærinde.
Sprog er en vigtig identitetsmarkør, og sprogslægtskab, hvad enten det er reelt eller forestillet, spiller en stor rolle i den kollektive identitetsdannelse. Det er en trafik, der formentlig er ude av lingvisternes kontrol. Men vi kan måske rydde op i eget hus ved at gøre os vort eget grundlag bevidst og undgå argumenter og formuleringer, der appellerer til verdensbilleder, vi ikke ønsker at fremme. Videnskaben skal først og fremmest tjene sandheden, men sker det med bind for øjnene, er resultatet let det modsatte.
Noter
[1] Goodrick-Clarke 1985.
[2] Schleicher 1861-62.
[3] Oversigt i Schmidt 1946: bd. 2, 87-329; 1949.
[4] Kossinna 1902, 1911.
[5] Kossinna 1925.
[6] Schrader 1907: bd. 1, 118ff., bd. 2, 472f.
[7] Kossinna 1911: 9.
[8] Schrader 1901: 223.
[9] Hirt 1892.
[10] Arntz 1936.
[11] Schmidt 1949.
[12] Wahle 1941.
[13] Wahle 1932, 1952.
[14] Müller 1913: 244.
[15] Güntert 1934.
[16] Häusler 2004: 17.
[17] Tesen om et matriarkat som et trin på vejen fra tøjlesløs ”hetærisme” til ordentlig patriarkat går tilbage til den schweiziske retshistoriker Johann Jakob Bachofen (1815-1887) (Bachofen 1861). Hans teori vandt genlyd hos Friedrich Engels og senere hos Robert Graves.
[18] Gimbutas 1974, 1989 og 1991.
[19] Anthony 1995.
[20] Clackson 1868.
[21] Osterrieder 2000.
[22] Se f.eks. http://www.hunmagyar.org.
[23] Zakiev 1995.
[24] Trubeckoj 1920, 1925.
[25] Sériot 1999.
[26] Trubeckoj 1921, 1923.
[27] Trubeckoj 1923.
[28] Trubetzkoy 1939.
[29] Renfrew 1987.
[30] Derimod er der et tydeligt brud mellem tragtbægerkulturen og den snorekeramiske kultur (også kaldet enkeltgravs- eller stridsøksekultur), netop hvor den indoeuropæiske indvandring traditionelt er blevet formodet: Snorekeramikerne har en anden begravelsesform, en anden materiel kultur og et andet besættelsesmønster end tragtbægerfolket, jf. Kristiansen 1989. Damm 1991 ser derimod et vist overlap imellem de to grupper.
[31] Ascoli 1881; Brøndal 1917; Tovar 1951; Martinet 1955, 257-296; Delattre 1969/70; Bonfante 1999. Kritik i Polomé 1983; Mees 2003, 14-16.
[32] Adams 2007.
[33] Dietler 1994.
[34] D’Arbois 1891, 1903. Jf. også Lehmann 1977; Salmons 1992. Kritik i Mees 2003.
[35] Wartburg 1934; 1958.
[36] Feist 1913, 1924, 1928, 1932. Jf. også Meillet 1917, 19.
[37] Feist1927.
[38] Much 1928a-c.
[39] Mees 2003: 19-21.
[40] Pokorny 1936. Hans position var ikke racistisk; tværtimod avviste han, at tyskernes racemangfoldighed (nordisk og vestfæliske race) og dermed avlede den ene fra en substratbefolkning (1936-38).
[41] Pokorny 1929.
[42] Dochartaigh 2003.
[43] Krahe 1962, 1964a, 1964b; han havde tidligere arbejdet med et illyrisk substrat, se Krahe 1929, 1940. Witczak (1996) mener at kunne genkende et substrat med en særlige lydforskydning (ie. *p t k > germ. *p t k; ie. *b d g > germ. *f þ h; ie. *bh dh gh > germ. *p t k).
[44] Vennemann 1994a, 1994b.
[45] Vennemann 2003: 530-539..
[46] Said 1978; kritik i Irwin 2006: 293-299.
[47] Bernal 1987.
[48] F.eks. Jasanoff & Nussbaum 1996.
[49] Bernal 2006.
[50] Bernal 2006: 58-89.
[51] Bernal 2001, 2006.
[52] Vossler 1904.
[53] Hutton 1999: 67-69.
Bibliografi
Adams, J.N. 2007. The Regional Diversification of Latin 200 BC-AD 600. Cambridge: Cambridge University Press.
Alinei, Mario 1996. Origini delle lingue d’Europa, vol. I, La teoria della continuità, Bologna: Il Mulino.
Alinei, Mario 2000. Origini delle lingue d’Europa, vol. II, Continuità dal Mesolitico all’età del Ferro nelle principali aree etnolinguistiche, Bologna: Il Mulino.
Anthony, David W. 1995. ‘Nazi and Eco-Feminist Prehistories: Ideology and Empiricism in Indo-European Archaeology’, in: Philip L. Kohl & Clare Fawcett (eds.), Nationalism, Politics, and the Practice of Archaeology, Cambridge: Cambridge University Press.
Arntz, Helmuth (ed.) 1936. Germanen und Indogermanen: Volkstum, Sprache, Heimat, Kultur. Festschrift für Herman Hirt, Bd. 1-2, Heidelberg: Carl Wihter.
Ascoli, Graziadio I. 1881. ‘Una lettera glottologica’, Rivista di filologia classica 10, 1-79 (tysk uddrag i Kontzi 1982, 29-54).
Bachofen, Johann Jakob 1861. Das Mutterrecht: Eine Untersuchung über die Gynaikokratie der alten Welt nach ihrer religiösen und rechtlichen Natur, Stuttgart: Verlag von Krais und Hoffmann.
Bammesberger, Alfred, & Theo Vennemann (ed.) 2003. Languages in Prehistoric Europe (Indogermanische Bibliothek, 3. Reihe), Heidelberg : Universitätsverlag Winter.
Beck, Heinrich (ed.) 1986. Germanenprobleme in heutiger Sicht (Reallexikon der germanischen Altertumskunde, Ergänzungsbände, Bd. 1). Berlin, New York: Walter de Gruyter.
Bernal, Martin 1987. Black Athena: The Afroasiatic Roots of Classical Civilization, vol. 1, The fabrication of ancient Greece, 1785-1985, London: Free Association Books / NJ: Rutgers University Press.
Bernal, Martin 2001. Black Athena Writes Back. Durham & London: Duke University Press.
Bernal, Martin 2006. Black Athena, the Afroasiatic Roots of Classical Civilization, vol. 3, The Linguistic Evidence. London: Free Association Books / NJ: Rutgers University Press.
Brøndal, Viggo 1917. Substrater og Laan i Romansk og Germansk. Studier i Lyd- og Ordhistorie, København: C.E.G. Gads Forlag..
Clackson, J.W. 1868. ‘The Iran and Turan’, Anthropological Review 6:22, 286-301.
Coleman, J.E. 2000. ‘An Archaeological Scenario for the “Coming of the Greeks” ca. 3200 B.C.’, Journal of Indo-European Studies 98, 101-153.
Damm, Charlotte 1991. ‘The Danish Single Grave Culture – Ethnic Migration or Social Construction’, Journal of Danish Archaeology 10, 199-203.
D’Arbois de Jubainville, Marie Henri 1891. ‘Les témoignages linguistiques de la civilisation commune aux Celtes et aux Germains pendant le Ve et le IVe siècle avant J.-C.’, Revue archéologique 17, 187-214.
D’Arbois de Jubainville, Marie Henri 1903. ‘La cause probable de la première Lautverschiebung’, Revue celtique 24, 254.
Delattre, Pierre 1969-70. ‘La théorie celtique et les substrats’, Romance Philology 23, 480-491 (= Kontzi 1982, 320-335).
Dietler, Michael 1994. ‘“Our Ancestors the Gauls”: Archaeology, Ethnic Nationalism, and the Manipulation of Celtic Identity in Modern Europe’, American Anthropology 96, 584-605.
Dochartaigh, Pól Ó 2003. Julius Pokorny, 1887-1970. Germans, Celts and nationalism. Four Courts Press.
Feist, Sigmund 1913. Kultur, Ausbreitung und Herkunft der Indogermanen, Berlin: Weidmann.
Feist, Sigmund 1924. Indogermanen und Germanen: Ein Beiträg zur europäischen Urgeschichtsforschung, Halle a.S.: Niemeyer (2. Ausg.).
Feist, Sigmund 1927. Germanen und Kelten in der antiken Überlieferung, Halle a.S.: Niemeyer.
Feist, Sigmund 1928. ‘Die Ausbreitung des indogermanischen Sprachstammes über Nordeuropa in vorgeschichtlicher Zeit’, Wörter und Sachen 11, 29-53.
Feist, Sigmund 1932. ‘The Origin of the Germanic Languages and the Europeanization of North Europe’, Language 8, 245-254.
Frank, Susi K. 2003. ‘Eurasianismus: Projekt eines russischen „dritten Weges” 1921 und heute’, in: Karl Kaser, Dagmar Gramshammer-Hohl & Robert Pichler (eds.), Europa und die Grenzen im Kopf (Themenband zur Wieser Enzyklopädie des europäischen Ostens 11), Klagenfurt, 197-223.
Gimbutas, Marija 1970. ‘Proto-Indo-European culture: the Kurgan culture during the 5th to the 3rd millennia B.C.’, in: G. Cardona, H.M. Koenigswald & A.Senn (eds.), Indo-European and Indo-Europeans, Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 155-198.
Gimbutas, Marija 1973. ‘Old Europe c. 7000-3500 B.C.: The Earliest European Cultures Before the Infiltration of the Indo-European Peoples’, Journal of Indo-European Studies 1, 1-20 (= Gimbutas 1997: 118-134).
Gimbutas, Marija 1977. ‘The First Wave of Eurasian Steppe Pastoralists into Copper Age Europe’, Journal of Indo-European Studies 5, 277-338 (= Gimbutas 1997: 195-239).
Gimbutas, Marija 1980. ‘The Kurgan Wave #2 (c. 3400-3200 B.C.) into Europe and the Following Transformation of Culture’, Journal of Indo-European Studies 8, 273-315 (= Gimbutas 1997: 269-300).
Gimbutas, Marija 1982. The Goddesses and Gods of Old Europe 6500-3500 BC: Myths and Cult Images, Berkeley: University. of California Press (new and updated ed.).
Gimbutas, Marija 1989. The Language of the Goddess: Unearthing the Hidden Symbols of Western Civilization, London: Thames and Hudson.
Gimbutas, Marija 1991. The Civilization of the Goddess, San Francisco.
Gimbutas, Marija 1997. The Kurgan Culture and the Indo-Europeanization of Europe: Selected Articles From 1952 to 1993 (Journal of Indo-European Studies Monograph, No. 18), Washington D.C.: Institute for the Study of Man.
Gimbutas, Marija 2000. Das Ende Alteuropas. Der Einfall von Steppennomaden aus Südrußland und die Indogermanisierung Mitteleuropas (Archaeolingua, Series Minor 6), Budapest: Archaeolingua.
Gobineau, Arthur de 1853-55. Essai sur l’inégalité des races humaines, tome 1-4, Paris: Librairi de Firmin Didot.
Goodrick-Clarke, N. 1985. The Occult Roots of Nazism: The Ariosophists of Austria and Germany, 1890-1935, Wellingborough: The Aquarian Press.
Güntert, Hermann 1934. Der Ursprung der Germanen, Heidelberg: Carl Winter.
Häusler, Alexander 2004. Nomaden, Indogermanen, Invasion. Zur Entstehung eines Mythos (Orientwissenschaftliche Hefte 5), Halle a.S.: Orientwissenschaftliches Zentrum (2., erweiterte Auflage).
Hermann, Eduard 1937. ‘Was hat die indogermanische Sprachwissenschaft dem Nationalsozialismus zu bieten?’, Göttingische Gelehrte Anzeigen 199, 49-59.
Hirt, Hermann 1892. ‘Die Heimat der indogermanischen Völker und ihre Wanderungen’, Indogermanische Forschungen 1, 464-485 (= Scherer 1967: 1-24).
Hutton, Christopher M. 1999. Linguistics and the Third Reich. Mother-tongue fascism, race and the science of language (Routledge Studies in the History of Linguistics), London, New York: Routledge.
Irwin, Robert 2006. For Lust of Knowing. The Orientalists and their Enemies, Allen Lane.
James, S. 1999. The Atlantic Celts: Ancient People or Modern Invention. London: British Museum Press.
Jasanoff, Jay H., & Alan Nussbaum. 1996. ‘Word Games: The Linguistic Evidence in Black Athena’, in: Mary R. Lefkowitz & Guy MacLean Rogers (eds.), Black Athena Revisited, Chapel Hill, London: The University of North Carolina Press, 177-205.
Jones-Bley, Karlene, & Martin E. Huld (eds.) 1996. The Indo-Europeanization of Northern Europe (Journal of Indo-European Studies Monograph No. 17), Washington, D.C.: Institute for the Study of Man,.
Kontzi, R. (ed.) 1982. Substrate und Superstrate in den romanischen Sprachen (Wege der Forschung, Bd. 165), Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft.
Kossinna, Gustaf 1902. ‘Die indoeuropäische Frage archäologisch beantwortet’, Zeitschrift für Ethnologie 34, 161-222 (= Scherer 1968, 25-109).
Kossinna, Gustaf 1911. Die Herkunft der Germanen. Zur Methode der Siedlungsarchäologie (Mannus-Bibliothek No. 6), Würzburg: Curt Kabitzsch.
Kossinna, Gustaf 1925. Die deutsche Vorgeschichte: eine hervorragend nationale Wissenschaft, Leipzig: Curt Kabitzsch (4. verm und verb. Aufl.).
Krahe, Hans 1929. Die alten balkanillyrischen geographischen Namen, Heidelberg: Carl Winter.
Krahe, Hans 1940. ‘Die Anteil der Illyrier an der Indogermanisierung Europas’, Die Welt als Geschichte 6, 54-73.
Krahe, Hans 1962. Die Struktur der alteuropäischen Hydronymie (Abhandlungen der geistes- und sozialwissenschaftlichen Klasse 5), Mainz : Verlag der Akademie der Wissenschaften und der Literatur.
Krahe, Hans 1964a. ‘Vom Illyrischen zum Alteuropäischen. Methodologische Betrachtungen zur Wandlung des Begriffes Illyrisch’, Indogermanischen Forschungen 69, 201-212.
Krahe, Hans 1964b. Unsere ältesten Flußnamen, Wiesbaden: Otto Harrassowitz.
Kristiansen, Kristian 1989. ‘Prehistoric Migrations – the Case of Single Grave and Corded Ware Cultures’, Journal of Danish Archaeology 8, 211-225.
Lehmann, Winifred P. 1977. ‘Language Contacts and Interference in the Germanic Period’, in: H. Kolb & H. Lauffer, Sprachliche Interferenz: Festschrift für Werner Betz zum 65. Geburtstag, Tübingen: Niemeyer, 278-291.
Mallory, J.P. 1989. In Search of the Indo-Europeans: Language, Archaeology and Myth, London: Thames & Hudson.
Martinet, Antoine 1955. Économie des changements phonétique: traité de phonologie diachronique (Bibliotheca romanica 1. Manualia et commentationes 10), Berne: Francke.
Mees, Bernard 2003. ‘Stratum and shadow: A Genealogy of Stratigraphy Theories from the Indo-European West’, in: H. Andersen (ed.), Language Contacts in Prehistory: Studies in Stratigraphy (Current Issues in Linguistic Theory 239), John Benjamins.
Meillet, Antoine 1917. Charactères généraux des langues germanique, Paris: Hachette (norsk: Almindelig karakteristik av de germanske sprog, Kristiania: H. Aschehoug 1923).
Much, Rudolf 1928a. ‘Waren die Germanen des Caesar und Tacitus Kelten?’, Zeitschrift für deutsches Altertum und deutsche Literatur 65, 1-50.
Much, Rudolf 1928b. ‘Sigmund Feist und das germanische Altertum’, Wiener prähistorische Zeitschrift 15, 1-19.
Much, Rudolf 1928c. ‘Bemerkungen zu Feists ‘Entgegnung’’, Wiener prähistorische Zeitschrift 15, 72-81.
Müller, Sophus 1914. Sønderjyllands Stenalder, København.
Osterrieder, M. 2000. ‘Zarathuštra bei den Slaven: Die iranische Grundlage des slavischen Geisteslebens. Die Kultur des slavischen Ostens und der Schatten von Turan’, http://www.celtoslavica.de/bibliothek/Iran.pdf (gekürzt in Das Goetheanum 79 (2000) 28:577-581 + 29:608-610 + 30-31:633-636).
Pokorny, Julius 1929. ‘Keltische Lehnwörter und die germanische Lautverschiebung’, Wörter und Sachen 12, 303-315.
Pokorny, Julius 1936. ‘Substrattheorie und Urheimat der Indogermanen’, Mitteilungen der Anthropologischen Gesellschaft in Wien 66, 69-91 (= Scherer 1968, 176-213).
Polomé, Edgar C. 1983. ‘The Linguistic Situation in the Western Provinces of the Roman Empire’, in: W. Haase (ed.), Aufstieg und Niedergang der römischen Welt, Bd. 2, 29:2, Berlin: de Gruyter, 509-533.
Raulwing, Peter 2000. Horses, Chariots and Indo-Europeans, Budapest.
Renfrew, Colin 1987. Archaeology and Linguistics. The Puzzle of Indo-European Origins, London: Jonathan Cape.
Römer, Ruth 1989. Sprachwissenschaft und Rassenideologie in Deutschland, München: Fink (2. verb. Aufl.).
Said, Edward W. 1978. Orientalism. Western Conceptions of the Orient, Routledge & Kegan.
Scherer, Anton (ed.) 1968. Die Urheimat der Indogermanen (Wege der Forschung, Bd. 156), Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft.
Schlegel, Friedrich 1808. Ueber die Sprache und Weisheit der Indier: Ein Beitrag zur Begründung der Alterthumskunde: Nebst metrischen Uebersetzungen indischer Gedichte, Heidelberg.
Schleicher, August 1861-62. Compendium der vergleichenden Grammatik der indogermanischen Sprachen, Bd. 1-2, Weimar: H. Böhlau.
Schmidt, Johannes 1872. Die Verwandtschaftsverhältnisse der indogermanischen Sprachen, Weimar: H. Böhlau.
Schmidt, Karl Horst 1984. ‘Keltisch und germanisch’, in: Untermann & Brogyanyi 1984: 113-153.
Schmidt, Karl Horst 1986. ‘Keltisch-germanische Isoglossen und ihre sprachgeschichtlichen Implikationen’, in: Beck 1986: 231-247.
Schmidt, Wilhelm 1946. Rassen und Völker in Vorgeschichte und Geschichte des Abendlandes, Luzern: Josef Stocker.
Schmidt, Wilhelm 1949. ‘Die Herkunft der Indogermanen und ihr erstes Auftreten in Europa’, Kosmos 45, 116-118 + 159-160 (= Scherer 1968: 312-323.
Schrader, Otto (ed.) 1901. Reallexikon der indogermanischen Altertumskunde. Grundzüge einer Kultur- und Völkergeschichte Alteuropas, Straßburg.
Schrader, Otto 1907. Sprachvergleichung und Urgeschichte. Linguistisch-historische Beiträge zur Erforschung des indogermanischen Altertums, Jena (3. Aufl.).
Schrader, Otto 1911. Die Indogermanen (Wissenschaft und Bildung 77), Leipzig.
Sériot, Patrick 1999. Structure et totalité: les origines intellectuelles du structuralisme en Europe centrale et orientale, Paris: Presses universitaires de France.
Tovar, A. 1951. ‘La sonorisation et la chute des intervocaliques’, Revue des etudes latines 29, 102-120.
Trubeckoj, N.S., 1920. Евроипа и человечество, Sofija: Rossijsko-Bolgarskoe knigoizdatel’stvo (overs. i: Trubetzkoy 1991: 1-64).
Trubeckoj, N.S., 1921. ‘Об истинном и ложном национализме’, in: N.S. Trubeckoj & P.N. Savickij (eds.), Исход к востоку. предчувствия и свершения. утверждение евразийцев, Sofija: Balkan, 71-85 (overs. i: Trubetzkoy 1991: 65-79).
Trubeckoj, N.S., 1923. ‘Вавилонская башня и смешение языков’, Евразийский временник 3, 107-124 (overs. i: Trubetzkoy 1991: 147-160).
Trubeckoj, N.S. 1925. Наследие Чингисхана: Взгляд на русскую историю не с Запада, а с Востока, Berlin (overs. i: Trubetzkoy 1991: 161-231).
Trubetzkoy, N.S. 1939. ‘Gedanken über das Indogermanenproblem’, Acta linguistica 1, 81-89 (= Scherer 1968: 214-223).
Trubetzkoy, Nikolai Sergeevich 1991. The Legacy of Genghis Khan and Other Essays on Russia’s Identity (Michigan Slavic Materials, No. 33), ed. by Anatoly Liberman, Ann Arbor: Michigan Slavic Publications.
Untermann, Jürgen, & Bela Brogyanyi 1984. Das Germanische und die Rekonstruktion der indogermanischen Grundsprache: Akten des Freiburger Kolloquiums der Indogermanischen Gesellschaft, Amsterdam: John Benjamins Publishing Company.
Vennemann, Theo 1994a. ‘Linguistic Reconstruction in the Context of European Prehistory’, Transactions of the Philological Society 92, 215-284 (= 2003, 139-201).
Vennemann, Theo 1994b. ‘Dating the Division between High and Low Germanic: A Summary of Arguments’, T. Swan, E. Mørck & O. J. Westvik (eds.), Language Change and Language Structure: Older Germanic Languages in a Comparative Perspective (Trends in Linguistics: Studies and Monographs 73), Berlin: de Gruyter, 271-303.
Vennemann, Theo 1998. ‘Basken, Semiten und Indogermanen: Urheimatfragen in linguistischer und anthropologischer Sicht’, in: Wolfgang Meid (ed.), Sprache und Kultur der Indogermanen (Innsbrucker Beiträge zur Sprachwissenschaft, Bd. 93), Innsbruck: Universität Innsbruck, 119-138 (= 2003, 453-472).
Vennemann, Theo 2003. Europa Vasconica, Europa Semitica, Berlin, New York: Mouton de Gruyter.
Vossler, Karl 1904. Positivismus und Idealismus in der Sprachwissenschaft: Eine sprachphilosophische Untersuchung, Heidelberg: Winter Verlag.
Wahle, Ernst 1932. Deutsche Vorzeit. Leipzig.
Wahle, Ernst 1941. Zur ethnischen Deutung frühgeschichtlicher Kulturprovinzen. Grenzen der frühgeschichtlichen Erkenntnis (Sitzungsberichte der Heidelberger Akademie der Wissenschaften, Philologisch-Historische Klasse 2, Abh. 1), Heidelberg.
Wahle, Ernst 1952. Deutsche Vorzeit. Basel (2. durchgearb. Aufl.).
Wartburg, Walter von 1934. ‘Die Entstehung der Sprachgrenzen im Innern der Romania’, Beiträge zur Geschichte der deutschen Sprache und Literatur 58, 209-227 (= Kontzi 1982: 302-319).
Wartburg, Walther von 1958. Évolution et structure de la langue française, Berne: Édition A. Francke (5e éd.).
Wiederkehr, Stephan 2007. ‘Eurasianism as a Reaction to Pan-Turkism’, in: Dmitry Shlapentokh (ed.), Russia between East and West (International Studies in Sociology and Social Anthropology, vol. 102), Leiden, Boston: Brill, 39-60.
Witczak, Krzystof Tomasz 1996. ‘The Pre-Germanic Substrata and Germanic Maritime Vocabulary’, in: Jones-Bley & Huld 1996: 166-180.
Zakiev, Mirfatych Z. 1995. ‘Этнические корни татарского народа’, in: Татары: проблемы истории и языка. Сборник статей по проблемам линвоистории; возрождения и развития татарской нации, Kazan’,12-37.
|